4. marts 2018

I hendes hånd stod mit navn skrevet

Det er nu et par uger siden, vi socialdemokrater fremlagde vores store udlændingeudspil.


Det har heldigvis medført ganske mange diskussioner.

Opbakningen har været god. Men der har selvfølgelig også lydt kritik. Og jeg har lyst til at svare på nogle af de udsagn, der har fyldt mest i debatten.

Om realismen i modtagecentre i nærområderne, omlægningen af dansk udviklingsbistand, krav om et større socialt ansvar hos privatskolerne og ikke mindst vores forslag om, at alle skal yde, når de bor i Danmark.

Det nok vigtigste integrationsforslag, vi har med i udspillet, er kravet om, at indvandrere på offentlig forsørgelse i fremtiden skal yde 37-timers indsats for overhovedet at kunne modtage en ydelse i Danmark.

Som socialdemokrat ligger ordene godt på tungen. Vi er rundet af værdien om ret og pligt og tror grundlæggende på værdien af arbejde. For alle der kan.

Mange kvinder med ikkevestlig baggrund har en utroligt dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

Det giver dårlige forudsætninger for at kunne tale dansk. Dårlige sprogforudsætninger overføres til næste generation.

Børn, der er efterkommere, er betydeligt bag efter deres danske skolekammerater, når de starter i børnehaveklassen.

Og de bliver faktisk ved med at være det.

Nu skriver jeg godt nok deres danske skolekammerater.

Dem er der ikke så mange af i de skoler, der er placeret i de mest udsatte boligområder. Et selvstændigt problem, som jeg vender tilbage til i næste afsnit.

Børnenes forudsætninger for at gribe samfundets muligheder er altså dårligere end de fleste andres.

Den negative sociale arv lever i bedste velgående. Der er ingen lighed og retfærdighed i det.

Med andre ord: Den manglende beskæftigelsesgrad for kvinderne giver massive sociale problemer.

Det giver et ligestillingsproblem, for det er jo medborgerskabet, der ryger, når integrationen ikke kommer på plads.

 

Det er ikke integration at komme i en somalisk kvindeklub.

Da jeg var på valg første gang til Folketinget i 2001, mødte jeg en kvinde uden for et af valgstederne i min valgkreds.

Hun smilede lidt genert til mig og viste mig så, at mit navn var skrevet med kuglepen i hendes håndflade. Hun havde lukket fingrene i et stramt greb omkring det, så den valgtilforordnede ikke så det.

Men hun delte det med mig. Jeg har aldrig sluppet kvinden.

For hvad er det for et liv, hun lever i Danmark? Hun var analfabet, og et andet menneske havde skrevet, hvem hun skulle stemme på til valget.

Det strider imod alt, hvad jeg tror på.

 

Et moderne demokrati fordrer et aktivt medborgerskab. At uddannelse tilgår os alle sammen. At der er ligestilling mellem kønnene. At vi efterstræber at give alle de samme muligheder for at være aktive samfundsborgere.

Traditioner og familiestrukturer, hvor kvinder fastholdes i et udenforskab er forkert og undertrykkende.

Foruden de sociale og ligestillingsmæssige problemer, det medfører, er der også de samfundsøkonomiske.

Den skandinaviske samfundsmodel med en solidarisk skattefinansiering kræver i kolde kontanter, at et markant flertal af både mænd og kvinder går på arbejde.

Det lykkes for de fleste af os. Men gruppen af ikkevestlige flygtninge og indvandrere halter som sagt bagefter.

Vi bliver nødt til at stille større krav.

Man skal arbejde, når man er i Danmark.

Helst ordinært og helst fra start. Lykkes det ikke, må vi stille krav om 37-timers aktiv deltagelse. Det kan være i nyttejob.

 

Det vil være godt for kvinderne. For de børn, der i dag vokser op i boligområder, hvor det er mere almindeligt, at man ikke arbejder, end at man arbejder.

Det vil være godt for samfundsøkonomien.

Men det vil også være godt for alle de flygtninge og indvandrere, der faktisk passer deres arbejde i Danmark. Dem, der gør rent, kører bussen, står bag disken, er jurister og sygeplejersker.

Alle dem, der arbejder om natten, når vi andre sover. Dem, der gør, som samfundet har behov for.

På skoleområdet lægger vi op til en meget stor forandring af skolernes elevsammensætning.

Jeg tror på, vi skal have blandede skoler, hvor forskellige både børn og familier er. Udviklingen går i den stik modsatte retning i de her år.

Flere end 150 skoler har nu mere end 30 pct. børn, der er indvandrere eller efterkommere.

 

Det er helt uholdbart, og vi kan se de samme tendenser på ungdomsuddannelserne.

Ligesom flere børn går på muslimske friskoler.

At ændre på det bliver en stor udfordring, som vil tage år at realisere.

Men hvis vi vil et stærkt velfærdssamfund, bliver vi også nødt til at have stærke fællesskaber, og både den stigende ulighed og de kraftige tendenser til, at vi lever mere og mere adskilt, underminerer sammenhængskraften. Eller sagt med andre ord: Vi må leve sammen, hvis vi vil have et samfund sammen. Vi har derfor foreslået, at vi igen skal blande os noget mere.

I skoler, daginstitutioner og i boligområder.

Cirka hvert tiende barn i Danmark har ikkevestlig baggrund.

Hvis det tal afspejlede sig respektivt på alle landets skoler, ville udfordringerne være til at håndtere.

 

Men det gør det jo netop ikke. Det må ikke være folkeskolen, der skal løfte hele opgaven. Fri-og privatskolerne løfter ganske enkelt ikke deres del af ansvaret.

Og derfor skal alle skoler være med til at løfte opgaven i fremtiden.

Vores forslag er, at privatskoler, for at kunne opnå statslig støtte, fremover skal acceptere en anvisningsret.

Det krænker privatskolernes frihed, bliver der sagt og skrevet. Og det er rigtigt.

Men med de kæmpemæssige integrationsudfordringer, vi står overfor, skal friheden ikke længere kunne bruges til at vende virkeligheden ryggen.

Alle må løfte opgaven.

Og vi må fortsat løfte opgaven med at sikre flygtninge den nødvendige beskyttelse.

Og det fører mig videre til vores forslag om modtagecentre. Det må efterhånden stå klart for alle, at det nuværende flygtningesystem reelt er både inhumant og ude af funktion.

Millioner af mennesker er på flugt.

Mange forsøger sig med rejsen til Europa.

De menneskelige omkostninger er enorme, og der er ingen højere retfærdighed i, hvem der når frem, og hvem der ikke gør.

Samtidig har Europa igennem de seneste år modtaget flere asylansøgere og flere migranter, der ikke er på flugt, men som forståeligt søger en bedre tilværelse.

Der er kommet flere, end vi har kunnet integrere i vores samfund.

Vi foreslår derfor, at asylansøgninger fremover skal behandles i et modtagecenter udenfor Europa. Er man flygtning, skal man beskyttes gennem FN. Er man migrant, skal man sendes tilbage til det land, man kommer fra. I stedet skal Danmark tage imod kvoteflygtninge. På den måde kan vi nemlig selv styre, hvor mange der kommer hertil, og dermed sikre, at integrationen kan følge med.

Vi kan hjælpe langt flere mennesker i nærområderne end herhjemme, hvis vi flytter beskyttelsen til nærområderne - og derfor er der faktisk kun gode argumenter for at gøre, som vi foreslår.

Så langt er mange faktisk enige. I hvert fald dem, der erkender, at situationen er uholdbar, og det reelt ikke er særligt humanistisk blot at kæmpe for det eksisterende dårlige system.

Men kan det lade sig gøre, spørger kritikerne? Et fuldstændigt legitimt og rimeligt spørgsmål.

 

Vi tror, det kan. Ikke fra den ene dag til den anden. Inspireret af EU's aftale med Tyrkiet, som ingen heller troede var realiserbar - ja, så tror vi, at tiden er kommet til ideen om modtagecentre.

Det vil kræve intense forhandlinger og vilje til at finansiere det. Vi burde lave det som et fælles europæisk initiativ.

En dag vil kontinentet givet være modent til det. Indtil da vil land for land stramme sin egen lovgivning.

Se blot på de seneste meldinger fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron og den måske kommende regering i Tyskland.

Var det ikke bedre med en sammenhængende politisk vision som den, vi har fremlagt? Lige så stor en sandhed det er, at vi ikke kan hjælpe alle i Danmark og Europa. Lige så stor en sandhed er det, at mennesker på flugt skal hjælpes. Og at vilkårene i de fattigste dele af verden grundlæggende skal forbedres. Modtagecentre i nærområderne og håndteringen af flygtningekrisen i det hele taget kræver flere penge til netop nærområderne.

 

Her foreslår vi en fordobling af den humanitære bistand. Omprioriteret fra den øvrige bistand. Det mener vi er muligt.

Derudover vil en delvis omlægning af EU's budget, så vi i fremtiden bruger færre penge på landbrugsstøtte og flere penge på Afrika, give os muligheden for et egentligt løft af vores naboer i syd.

Om Afrika kan jeg have lyst til at knytte en yderligere kommentar. Jeg rejste selv til Afrika første gang som 18-årig og har netop været der igen.

I mellemtiden har jeg foretaget forskellige rejser til forskellige afrikanske lande og desuden taget en mastergrad i Afrikastudier.

Erfaringerne har gjort mig klogere på, hvad Afrika egentlig er for en størrelse.

Meget er komplekst, og Europa spiller en afgørende rolle i forklaringen på, hvorfor Afrika er, som Afrika er.

Men relationen mellem vores to kontinenter, herunder bistanden, kan ikke længere bruges som forklaring på det hele.

At op imod hver tredje pige i Kenya forventes at blive udsat for seksuelle overgreb, inden hun fylder 18 år, kan hverken tilskrives kolonitiden eller mangel på bistand.

Det kan alene forklares med gammeldags, forstokkede og patriarkalske familiestrukturer, en systematisk negligering af individets rettigheder og mangel på ligestilling mellem kønnene. Det er ikke bistand, der skal ændre på det faktum.

Det skal mændene.

Hvis vi fastholder såvel Afrika som ikkevestlige kvinder i Danmark i en evindelig offerrolle, får vi aldrig løst problemerne.

Ret og pligt er den værdi, jeg mener, samfundet skal bygge på.

Fordi den fortæller om fællesskabets ansvar over for dem, der har mindst, og dem, der har det sværest, og fordi det samtidig understreger det enkelte menneskes eget ansvar. For at komme i arbejde.

 

For at komme videre. Jeg er stor tilhænger af solidarisk omfordeling. Også på verdensplan. Men jeg er ikke længere blind for, at udviklingsbistanden igennem historien også har været med til at fastholde nogle afrikanske ledere, der har misrøgtet såvel deres lande som deres befolkninger.

Derfor er mere udviklingsbistand ikke bare svaret. Også her skal vi stille krav.

Om gennemsigtighed, bekæmpelse af ulighed og demokratisering. Gør vi det klogt, vil vores udspil faktisk frigøre ressourcer til, at vi kan bruge flere penge på udviklingsbistand.

Jeg håber med kronikken her at have beskrevet vores forslag med alle de nuancer og dilemmaer, der findes. Og dem er der virkelig mange af. Det er derfor, vi som en del af udspillet også foreslår en ydelseskommission.

Kontanthjælpsloftet har forværret forholdene for især enlige forsørgere i storbyerne.

 

Så der har vi et reelt problem.

Omvendt: Afskaffes alle de nedsatte ydelser på én dag, vil der være ægtepar, typisk med ikkevestlig baggrund, der vil stige mere end 150.000 om året i overførselsindkomst.

 

Vil det være rimeligt over for ham eller hende, der er i arbejde og f. eks. tjener overenskomstens mindsteløn? Nej. Derfor en ydelseskommission, så vi kan komme et spadestik dybere. Være sikre på, at børnene har ordentlige opvækstbetingelser og samtidig sikre, at flere faktisk kommer i arbejde.

Som du måske har fornemmet, er jeg selv utroligt glad for vores samlede udspil.

Vi har tænkt os grundigt om. Vi forholder os til de mange forskellige udfordringer og kommer med nye forslag til at løse dem.

Vi gør det, fordi vi vil holde fast i et samfund med stærke fællesskaber og en reel sammenhængskraft. Fordi antallet betyder noget, og det må vi tage konsekvensen af. Og fordi vi faktisk er optaget af hjælpe flere flygtninge bedre end i dag.

 

Kronik bragt i Politiken den 4. marts, 2018.