7. september 2017

Kronik: Slut med friskoler med overvægt af udlændinge

Skolen er grundlaget for samfundet. Derfor nytter det ikke med muslimske friskoler, hvor flertallet af eleverne ikke har dansk baggrund.


DANMARK SKAL VÆRE et fællesskab, hvor vi lever i frihed, og hvor vi lever fredeligt og trygt sammen med hinanden med alle vores forskelligheder. Alle skal med. Og alle skal have forudsætningerne for at kunne være med. Det er sådan, vi i Socialdemokratiet gerne vil bygge vores samfund op. Derfor dur det ikke med skoler, hvor et markant flertal har udenlandsk baggrund. Og det er ikke godt nok blot at stramme på tilsynet som foreslået i Politikens leder.

En af de vigtigste forudsætninger for et frit og trygt samfund er, at vi kender hinanden.

På kryds og tværs. Hvis ikke vi kender hinanden, kan vi ikke tage hensyn til hinanden, og vi risikerer at miste den stærke sammenhængskraft, der kendetegner vores samfund.

Vi skal ikke være ens, men vi skal kende hinanden. Og vi skal tilstræbe, at vi har lige muligheder uanset postnummer og familiebaggrund.

Min far sagde en gang til mig: Det vigtigste i børneopdragelse er at lære børn normerne, reglerne og hierarkierne i et samfund og fællesskab at kende.

Jeg indvendte i sagens natur, at det da næppe kunne være mere konservativt og hæmmende for enhver form for kreativitet, hvis man gik sådan til børneopdragelsen.

Han svar var: Hvis du gerne vil gøre op med det, der er, og den måde samfundet og fællesskabet er indrettet på, skal du ikke bare kende normer, regler og hierarkier godt, så skal du kende dem helt overordentligt godt. Ellers aner du jo ikke, hvad du gør oprør mod. Og du kan ej heller navigere blandt alle de mennesker, der skal være med, hvis du gerne vil lave ting om. Med andre ord, skal du være en stærk og duelig samfundsborger med indflydelse på rammerne omkring dit eget og andres liv, bliver du nødt til at kende fællesskabet rigtig godt.

Det sagde han med et smil. Som den 68' er, han er, der altid har bekæmpet den sorte skole og hierarkierne, men samtidig er stærk tilhænger af tydelige rammesættende voksne og klare værdier.

Han har været skolelærer og skoleleder i en menneskealder. På stærkt socialt belastede skoler med stor mangfoldighed i elevernes baggrund, både etnisk og socialt.

JEG HAR OVER ÅRENE funderet en hel del over vores ordveksling om børneopdragelse.

Som teenager slog jeg mig selvfølgelig helt vildt på det. For mig lød normer, regler og hierarkier som noget af det mest begrænsende og lugtede af en verden, der ikke længere eksisterer. Men når alt kommer til alt må jeg jo give min far ret i, at det er langt mere begrænsende ikke at kende normerne, reglerne og hierarkierne.

For uden kendskab til dem kan man jo heller ikke begå sig hverken som barn i skolegården eller som ung i forhold til sin omverden og da slet ikke som voksen i det tætte fællesskab på en arbejdsplads.

Alle skal ikke være ens. Ligesom vores kultur og normer ikke skal være støbt i beton.

Men vi skal give alle børn forudsætningerne for at forstå, hvad der foregår om ørerne på dem i de samfundsfællesskaber, de indgår i, og vi skal give dem redskaberne til at være med til at skabe og omskabe det samfund, de selv er en del af.

De skal med andre ord meget præcist lære fællesskabets normer, regler og hierarkier at kende.

Ikke for at adlyde, ikke fordi vi skal være ens, men fordi vi hver især skal være stærke nok til selv at blive til hele mennesker og samfundsborgere. Den målsætning ser vi i dag bare alt for mange skoler, der ikke har forudsætningerne for at leve op til. Tværtimod er der en masse børn, der aldrig får en egentlig chance for at blive fuldgyldige samfundsborgere. De lærer ikke fællesskabet at kende.

En af de ting, jeg er mest stolt over ved vores samfund, er, at alle børn og unge ikke bare modtager undervisning, men gør det på tværs af samfundslag og kulturelle skel.

Og derfor er jeg ikke ovenud glad for, hvis antallet af friskole-/privatskolebørn bliver for stort. For så sker der en for markant opdeling af samfundet. Så kender vi ikke længere hinanden på tværs af sociale skel. Når vi ikke kender hinanden, mister vi tilliden til hinanden. Og uden tilliden til hinanden mister vi sammenhængskraften i vores land.

Det er det, der er på spil. Derfor skal vi efter min mening have en ovenud stærk fælles folkeskole, og så kan vi have fri-og privatskolerne som et mindre alternativt tilbud inden for rimelighedens og lovens grænser. Både hvad angår antal, og hvad angår indhold.

Når jeg omvendt ikke argumenterer for at lukke alle friskoler, men i første omgang alene for at fjerne støtten fra dem, som har mere end 50 procent udlændinge, så handler det for mig om to ting. For det første om at holde en balance, når det kommer til friheden til at udfordre pædagogikken og logikken i folkeskolen ved at etablere en friskole. Og for det andet om hensynet til, at alle børn kender og er en del af fællesskabet. Det er en balance, hvor vi skal passe på ikke at ofre friheden på fællesskabets alter. Og omvendt. Jeg siger ikke, at det er nogen let balance at finde.

Mange friskoler er skabt, fordi den lokale folkeskole er flyttet for langt væk, eller fordi folkeskolen er for stor, eller fordi andelen af tosprogede i den lokale folkeskole er for stort, eller fordi folkeskolen ikke leverer en tilfredsstillende undervisning og ramme.

De er blevet til som et symptom på noget, der ikke fungerer i folkeskolen. Den slags udfordringer løser man ikke ved at behandle symptomerne, men ved at gøre noget ved problemet, nemlig ved at gøre noget ved folkeskolen.

I modsætning hertil er der en stribe muslimske friskoler (ikke dem alle), der er skabt for at gøre op med danske værdier.

Her er det jo så selve årsagen, der er problemet. Her får man ikke det fundament, som jeg mener, ethvert barn har fortjent. Tværtimod vokser man op i en lille modkultur, hvor kendskabet til samfundet som sådan bliver noget snævert.

Det vil jeg ikke være med til, at vi som fællesskab skal finansiere. Kvaliteten af de skoler, der statsfinansieres, skal være i orden.

HVORFOR ER DET SÅ, at jeg og mit parti argumenterer for at lukke skoler, hvor mere end halvdelen har udenlandsk baggrund? I praksis en stribe muslimske friskoler.

Det giver næsten sig selv med ovenstående fortælling. Det gør jeg og vi, fordi balancen er røget sig en tur. For alvor er røget sig en tur. Ligesom den er på en stribe folkeskoler og ungdomsuddannelser og i øvrigt er det i en række boligområder, hvor andelen med udenlandsk baggrund er så stor, at muligheden for at lære det danske samfund at kende kan ligge på et meget lille sted.

Og det efterlader de børn og unge med markant ringere muligheder i livet. Den type boligområder og den type skoler, der efterlader børn med ringere muligheder som samfundsborgere, dur selvfølgelig ikke.

Alle børn skal have ret til at få den bedst tænkelige start på livet. Og vi skal da under ingen omstændigheder bruge samfundets penge på at drive skoler, som vi ved giver børnene ringere kompetencer udi livet, end vi ellers ville kunne tilbyde dem for samme pose penge.

Samme logik gælder folkeskolen. Vores borgmestre har landet over brugt mange, mange kræfter på at dele skoledistrikterne på nye måder, så eleverne blev blandet mere rimeligt og mangfoldigt.

På at lukke folkeskoler eksempelvis på Nørrebro og Vesterbro i København og etablere nye skoler med bedre fordeling.

Vi har i Socialdemokratiet på Christiansborg kæmpet en brav kamp (som vi vandt) for at bevare den regel, der betyder, at man skal bygge 25 procent almene boliger, når nye byggerier sættes i gang.

Fordi vi vil have en varieret boligmasse og undgå ghettoer, såvel rigmandsghettoer som etniske ghettoer. Vi har forsøgt at overtale regeringen til at gøre noget ved den etniske opdeling af gymnasier.

Og nu vil vi så kigge på friskolerne.

Egentlig undrer det mig, at en hel del har reageret så negativt på det. Hvorfor i alverden skulle vi gøre så stort et nummer ud af fordelingen i folkeskolen, fordi vi mener, at det skaber det bedste læringsmiljø og de stærkeste samfundsborgere, for så at overlade muslimske børn til at sejle deres egen sø.

Børn af muslimske forældre har nu engang samme ret til at få en ordentlig skolegang fagligt og socialt med sig som alle andre børn. Alle skal med. En del har spurgt, hvad vores forslag betyder for jødiske, katolske og protestantiske friskoler.

Svaret er: Præcis det samme. Der må ikke være mere end 50 procent med udenlandsk baggrund, hvis man skal have statstilskud. Det gælder i øvrigt også ikke religiøst baserede skoler.

SKOLENS OPGAVE er selvfølgelig ikke bare at lære eleverne at læse og regne. Det er jo også i skolen, børnene udvikler sig, knytter venskaber og lærer at begå sig i fællesskabet.

Det gælder for alle børn, men det er selvsagt fuldstændig afgørende for børn med udenlandsk baggrund, hvis de skal have muligheden for at lære fællesskabet at kende og blive samfundsborgere med alt, hvad dertil hører.

De er bagud på point hjemmefra, fordi forældrene ikke i samme omfang som andre forældre kender normer, regler og hierarkier og dermed ikke kan lære børnene det. Så kan de så meget andet, heldigvis.

Men lige præcis denne afgørende socialiseringsdel har de sværere ved end voksne, der er vokset op i Danmark.

Og der skal fællesskabet træde til og lære børnene ekstra meget om de sociale koder som kompensation for det, de ikke får med hjemmefra.

I Socialdemokratiet er vi overordnet set dybt bekymret over den stigende opsplitning mellem befolkningsgrupper.

Rige og fattige kvarterer. Mørke og hvide skoler. Uddannede og uuddannede. You name it.

Det er en grundlæggende trussel mod vores fællesskab, hvis vi lever for adskilt fra hinanden grupperet efter eksempelvis indkomst, uddannelse eller religion og dermed ikke kender hinanden. Det er et kæmpe svigt af de tusindvis af børn og unge, der aldrig får en chance for at blive en del af fællesskabet. Og det er tusindvis.

Det er ikke en retorisk overdrivelse.

Siden 2007 er elevtallet på de muslimske friskoler steget med 50 procent. Og det betyder, at næsten 5.000 børn vokser op stort set isoleret fra det omkringliggende samfund og går på skoler drevet på et grundlag, der adskiller sig fundamentalt fra, hvad der kendetegner den danske skoletradition - også fra den danske friskoletradition. Det er ikke så få. Det dur simpelthen ikke. Balancen er gået fløjten.

Denne sommer er det væltet frem med historier om alt fra karakterfusk til social kontrol og terrorpropaganda på de muslimske friskoler. Men selv hvis man vælger at se bort fra de mange spektakulære enkeltsager og sætter sin lid til, at tilsynet virker og får lukket de pågældende skoler, så ændrer det ikke ved, at skoler med overvægt af elever med udenlandsk baggrund i sagens natur ikke på hensigtsmæssig vis kan give indblik i det danske samfund.

Jeg gentager: Man kan lære at læse og regne på disse skoler, men kan man også lære at være samfundsborger, når man ikke lærer samfundet at kende? For os er det altså underordnet, om tilsynet kan godkende en skole eller ej. Om tilsynet styrkes eller ej. Det er ikke nok.

Selv hvis det stærkest tænkelige tilsyn godkender skolen, mener vi fortsat, at skolen er ude af stand til at løfte opgaven, hvis mere end 50 procent er udlændinge.

Der skal gælde samme princip for friskoler, som vores borgmestre arbejder efter, hvad angår folkeskolen. Nemlig en spredning og fordeling af børnene, der gør dem i stand til at lære det danske samfund at kende. Og dermed få den chance i livet, som alle børn fortjener.

DET ER BAGGRUNDEN for, at Socialdemokratiet har præsenteret et forslag til, hvordan vi gør op med de friskoler, der har flertal af udenlandske elever.

I praksis er det de muslimske skoler. Ikke fordi alle muslimer er udlændinge. I sagens natur. Men fordi det er på de muslimske friskoler, antallet af udlændinge er så stort, at de vil miste tilskuddet med den model, vi lægger op til. Og det gør det i øvrigt også for ikke religiøst baserede skoler. Hvis disse skoler har mere end 50 procent udlændinge, mister de tilskuddet.

På samme vis betyder reglerne også, at man godt kan have en muslimsk friskole, hvis blot mere end halvdelen er danske muslimer.

Med vores forslag vil alle fri-og privatskoler skulle leve op til de samme betingelser.

Hvis nogle af dem, der i dag ikke ville kunne leve op til kravet, formår at tiltrække flere elever med dansk baggrund, vil de også kunne fortsætte.

Når vores forslag flere steder kaldes et opgør med de muslimske friskoler, er det, fordi det er det, det i praksis vil være.

For det er på de muslimske friskoler, vi i dag har ubalancen. Det er her, andelen af udlændinge er ekstremt høj. Det er her, der er sket en ekstrem stigning i antallet af elever. Og det er her, man mange steder har valgt at indrette sig med helt andre spilleregler som social kontrol og forskelsbehandling af drenge og piger. Her, man umuligt kan give børnene det, de skal have med sig i bagagen.

Det er selvfølgelig helt rimeligt, at vi som samfund og fællesskab stiller krav til, hvad samfundets og fællesskabets penge skal bruges på. Og vi mener, at hensynet til alle børns evne til at begå sig i samfundet er så grundlæggende, at det fremover også bør afspejle sig i tilskudssystemet for fri-og privatskolerne.

Vores forslag handler ikke om at ramme en bestemt befolkningsgruppe eller tage noget fra nogen, sådan som nogle har forsøgt at skyde os i skoene. Tværtimod.

Vi vil have, at hvert eneste barn i Danmark, kristent, muslimsk eller jødisk, får en fair chance for at blive en del af fællesskabet.

 

Bragt i Politiken den 7. september 2017.