12. oktober 2017

Det nye Danmark giver os ondt i sjælen

Kronik af Astrid Krag

Psykisk sygdom handler om andet og mere end den enkelte. Vi må tale om, hvad det er i vores samfund, der udløser så mange diagnoser, sygemeldinger og sygdomsforløb.

 

SÅ SKETE DET igen: Én i min vennekreds er nede at bide i græsset, sygemeldt, ramt af stress og angst. Og - ikke mindst - af en voldsom omgang skyld og skam: skyldfølelse over at svigte sine børn, sin mand og sine kollegaer. Og skam over selv at have ansvaret for den sygdom, der har ramt hende.

 

For cirka fem år siden havde jeg som sundhedsminister en Kronik i denne avis med overskriften ' Det er ikke din skyld'.

 

Med budskabet, at vi som samfund må anerkende, at der bag væksten i psykiske lidelser ligger noget strukturelt, noget større end den enkelte. Som ikke kan løses af den enkelte.

 

Alligevel er der stadig, her fem år senere, hos alle, jeg kender, der rammes af psykisk sygdom, den ekstra dimension af skyld og skam, som ikke følger med, når anden sygdom rammer. Og den del - smerten og tabuerne omkring følelsen af at svigte som mor eller far, som kæreste - fylder og tapper kræfter, hvor kampen mod sygdommen burde få al den modstandskraft, den enkelte kan mønstre.

 

Vi lever i en individualismens tidsalder.

 

Og en perfektionismens tidsalder.

 

Og når enhver er sin egen lykkes smed, er den logiske følge jo også, at ulykke smeder man også selv.

 

Man gabte over for meget, overvurderede egne evner, var ikke så begavet eller stærk, som man gik rundt og troede - og den følelse gør dobbelt ondt, for vi er spændt ud mellem forbilleder af smukke, dygtige kendte mennesker, der kan det meste på de sociale medier, og så den del af vores kultur, hvor janteloven stadig ånder os alle i nakken med budskabet om, at vi ikke skal tro, vi er noget. På den måde føles det, som om man får som fortjent, hvis man har overvurderet sig selv og er knækket på det.

 

Det er i al fald de følelser, jeg møder hos de mennesker tæt på mig, der har oplevet psykisk sygdom selv. Og det er de samme ting, der går igen hos de modigste profiler på Instagram, der åbent fortæller om det tabubelagte: at blive indlagt og lade sine børn tilbage, at kæmpe som en gal mod tilbagevendende depression eller at blive syg af sorg over tabet af et nært familiemedlem.

 

MEN DET GÅR JO ikke. For når et helt samfund oplever en eksplosion i psykisk sygdom.

 

Når stadig flere børnfår angst allerede i de yngre klasser.

 

Når den almindelige eksistentielle teenagetummel bliver et uoverskueligt kaos af bekymring, søvnløshed og angstanfald.

 

Ja, så er der mere på spil end enkeltindivider, der hver især burde kende sig selv bedre. Og de mennesker, der rammes af psykisk sygdom, fortjener, at vi løfter den vægt fra deres skuldre: at vi som samfund og fællesskab slår fast, at de ikke bærer skylden. Og at de ikke skal skamme sig.

 

Når vi løfter den byrde fra den enkeltes skuldre, bliver det samtidig klart, at vi også må handle kollektivt for at løse problemerne.

 

Det handler om klassisk økonomisk prioritering på et område, der trods enkelte større løft de senere år stadig lider under det efterslæb, som manglende økonomisk prioritering af området har medført.

 

Om politisk prioritering, så de samme rettigheder gælder for psyken som for fysikken. Om at være sundhedsfagligt lige så ambitiøs på kvaliteten af behandling og forskning og ny viden om de forskellige sygdomme.

 

Og om at tro på, at det også tjener sig ind også her at investere i forebyggelse, som vi gør det med Kramfaktorerne.

 

Her peger pilen på Christiansborg, på regeringen, på regionerne og kommunerne. Mere om det om lidt.

 

For så handler det også om noget, der ikke kan løftes af det politiske system. Det handler om en kultur, hvor der stadig er alt for meget tabu i forhold til psykisk sygdom. Alt for lidt viden. Alt for mange fordomme. Og det bider sig selv i halen.

 

For når danskerne adspurgt i anonym form ikke vil have en kollega, der er psykisk syg, ja, så bliver kampen for at holde facaden på arbejdspladsen en, man prioriterer at bruge kræfter på. Men når en dag under dynen med depression bliver forklaret som en omgang vintersnue, kommer vi aldrig skridtet videre hen imod en normalisering af psykisk sygdom.

 

VI ER ET SKØRT folkefærd på den måde: Vi insisterer faktisk på, at vores børn skal kende til livets skyggesider og ikke kun de glittede Disney-fremstillinger.

 

Pippis mor er død. Alfons Åbergs far er enkemand. Antboy er overvægtig og bliver mobbet. Vi har - også sammenlignet med mange andre lande - haft en stærk tradition for at ruste vores børn til, at livet også kan gøre ondt somme tider. Og alligevel er vi så dårlige til at tale om det, når det brænder på. Og også derfor ender nogle sorger og kriser, der kunne have været bare det, som egentlig psykisk sygdom.

 

Hvis vi skal forandre det, bliver vi nødt til at genvinde eller opfinde et fælles sprog for alt det, der er hårdt. For det er livet jo også: Man mister den kæreste, man havde planlagt at blive gammel med.

 

Man dumper til eksamen eller får ikke den karakter, man havde håbet på - og kommer ikke ind på drømmestudiet.

 

Fyresedlen udfordrer både økonomien og selvopfattelsen. Alvorlig sygdom koster dødsfald i utide i familien.

 

Der vil i alle menneskers liv være ting, der gør ondt. Sorg. Tårer, der skal grædes.

Men vi bliver nødt til at være bedre til at lægge også de smertefulde ting frem. Så alle de andre, der kæmper med tilsvarende oplevelser og følelser, kan se, at det er en normal del af livet. Og så vi får et sprog for det.

 

MENS JEG VAR sundhedsminister, åbnede det første HeadSpace i Danmark, og siden er der åbnet afdelinger i hele landet. Konceptet er enkelt: Der er tale om et såkaldt lavtærskeltilbud, hvor alle unge kan komme uden nogen visitation eller krav om et bestemt problem eller diagnose.

 

Her kan de tale med andre om det, de ikke kan bære selv.

 

Der er både frivillige og uddannede medarbejdere. Behovet for HeadSpace - og for gratis psykologhjælp for unge, som er blevet et tilbud i stadig flere kommuner - er et udtryk for, at vi er for dårlige til at tale om det, som er svært, hårdt og tabuiseret.

 

Og altså et udtryk for behovet for et nyt fælles sprog.

 

Men samtidig er det også det, jeg efterlyste: en kollektiv løsning på de problemer, der rammer så mange i disse år. Og det er rørende at besøge HeadSpace og høre om den forskel, det gør, når plagede unge mennesker ikke skal bære deres byrder alene længere.

 

Og på den front, den med kollektiv og politisk handling, er der heldigvis sket noget siden jeg skrev min Kronik for fem år siden.

 

Vi er på vej, selv om man helt aktuelt må undre sig over, hvordan vi kan have en regering med danmarkshistoriens længste regeringsgrundlag, der ikke har fundet anledning til at have én eneste ambition for psykiatrien her i landet.

 

Ordet nævnes simpelthen ikke i det mere end 80 sider lange dokument. Det er alligevel imponerende. Eller ' bekymrende' er nok et mere dækkende ord. Og mens milliarder til skattelettelser skal give de mest velstillede flere penge mellem hænderne, forbigås psykiatrien i stilhed.

 

Men der er sat ting i søen, der trækker i den rigtige retning. Da vi indførte en ny patientrettighed til hurtig udredning, skulle den også gælde psykiatrien, ikke kun de somatiske sygdomme. Vi er ikke i mål, for der mangler kapacitet på et område, der har været underprioriteret i mange år, og som ikke har stået øverst på listen over drømmeuddannelser. Men vi har knæsat princippet, og det skal vi forfølge.

 

Vi ligestillede det psykiske og fysiske arbejdsmiljø - med en eksplosion i antallet af påbud og sager om dårligt og farligt psykisk arbejdsmiljø til følge. Sammen med regionerne satte vi ambitiøse mål om at nedbringe anvendelsen af tvang i hospitalspsykiatrien. Og på forebyggelsesområdet tog vi i den nationale forebyggelsesstrategi for første gang den mentale sundhed med på lige fod med kost, rygning, alkohol og motion.

 

Så vi er på vej, også fra politisk hold. Og området fortjener og behøver fortsat politisk fokus. Økonomisk prioritering. Og al den nye viden og de gode erfaringer fra resten af verden, vi kan indsamle og implementere her hos os.

 

Og så har vi brug for mere kul under kedlerne i forhold til diskussionen om, hvad det er i vores samfund, der udløser så mange diagnoser, sygemeldinger og sygdomsforløb hos børn, unge og voksne.

 

De politiske svar, jeg opridser her, er jo symptombehandling af noget større.

KLOGE HOVEDER fra Max Weber, over Karl Marx til Émile Durkheim har påvist, at der er sammenhæng mellem den måde, vi indretter vores samfund på, og hvordan vi trives som mennesker.

 

Vi er i vores trygge, tillidsfulde velfærdssamfund endt som det lykkeligste folk i verden, siden OECD i 1973 begyndte at måle den slags.

 

Men der er tydeligvis sprækker i fugerne - og det gælder om at få rettet op, inden skuden for alvor begynder at tage vand ind.

 

Jeg har ikke alle svarene. Men her et par bud: Der er en opløsning af følelsen af, at vores stærke fællesskab kan gribe alle.

 

Vi er ikke længere helt så meget i samme båd, og selv om langt de fleste stadig lever trygt i Danmark, har vi fået en bund af fattigdom, som vi ikke har kendt før, og som giver en grundlæggende utryghed, også selv om man ikke er i nogen umiddelbar risiko for selv at ende der.

 

Følelsen af, at maskerne i vores sociale sikkerhedsnet er blevet for store, kræver ikke nøje studier af fattigdomsgrænser, men kan opleves, når der med jævne mellemrum står mennesker foran min lokale Fakta og samler mad og bleer ind, som folk kan undvære fra deres indkøb, til familier, der lever under kontanthjælpsloftet.

 

Det oplever jeg, det oplever mine børn, og det er et andet, mindre trygt Danmark at leve i end det, jeg er vokset op i.

 

Det samme gælder, når vi hver morgen på vej til skole kommer forbi flaskesamlere, der står med cyklerne læsset med store sække med pantplasker - for de er her jo som den slags illegal underklasse, vores samfundsmodel skulle være garanten imod.

 

Det, tror jeg, er én faktor: Vi har altid vidst, at der generelt var højere velstand i vores smørhul end i resten af verden, at vi var fri for en marginaliseret workingpoor-underklasse. Men nu rystes både vores selvopfattelse og vores samfundsmodel af flere forskellige typer fattigdom til skade for den grundlæggende tryghed.

 

Og så er der det med at være ansvarlig for sin egen lykke. Følelsen af at have kontrol over sit liv er for nedadgående, og vi er også sammen på en anden - og mere konkurrencepræget - måde end tidligere.

 

DET MED KONTROLLEN følger i forlængelse af en globalisering og en omkalfatring af vores arbejdsmarked, hvor jobs er forsvundet, og ingen med sikkerhed kan sige, hvad vi skal leve af i Danmark i fremtiden.

 

Din plads på fremtidens arbejdsmarked er ikke givet, for ingen kan spå præcist om, hvilke funktioner der vil være i en fremtid med førerløse biler, operationsrobotter og så videre.

 

Tidligere generationers 30-og 40-års jubilæer på samme arbejdsplads er historie.

 

Følelsen af, at det er noget ydre, der i høj grad styrer forudsætningerne for éns liv, giver en grundlæggende utryghed og gør flere psykisk sårbare end tidligere.

 

Og når det er på den måde, risikerer man jo i højere grad at være i konkurrence med alle andre i en fremtid, hvor ikke engang brancheskel nødvendigvis står mejslet i granit.

 

Og i forhold til vores samvær er individualismen med talentprogrammer og sociale medier rykket et stort skridt frem.

 

Børn helt ned i de mindste klasser har en bevidsthed om at være på og være populær, som er langt stærkere, end da jeg voksede op. Også dengang var der førerhøner i pigeklikerne og problemer med mobning - men dimensionen med likes og anerkendelse og urealistiske rollemodeller er ny og stor.

 

Med den nye individualisme følger et krav om perfektionisme. Intet mindre end et 12-tal kan gøre det. Er fotoet ikke maksimalt flatterende, tages det fra en ny vinkel - og så godt med filter. Kommer der ikke nok likes, slettes billedet.

 

Jeg er ikke modstander af de sociale medier. Faktisk slet ikke. Jeg følger på livet løs alle de profiler på Instagram, der modigt gør op med tabuer og viser alt det i livet, der ikke er glansbilleder. Det bør vi alle sammen gøre.

 

Vi skal væk fra forståelsen af, at den eneste måde at klare sig på i en globaliseret verden med stor konkurrence er at ramme det perfekte. 12-tallet er ikke meget værd, hvis du har glemt alle de andre ting, der også former dig som menneske i ungdomsårene. Ingen mennesker kan spise sundt, dyrke motion, se smukke ud, jonglere med arbejde og familieliv og rejse de fede steder hen hele tiden.

 

Vi har brug for en ny solidaritet, hvor vi bakker op om det ægte og hylder dem, der forsøger og fejler.

 

Vores følelse af at være en del af et stærkt fællesskab er under pres - af mindst de to årsager, jeg nævner.

 

Der er med garanti flere, og det er en debat, vi har brug for at have med hinanden som samfund - for det er kun gennem den debat, at løsningerne bliver tydelige.

 

Jeg håber, du vil være med.

 

Kronik bragt i Politiken den 12.oktober 2017.