13. september 2016

Det er hjerteblod at stoppe social dumping

Fair transport Problemet skal løses ved en fælles indsats og skrappere regler mod social dumping

De fleste af jer husker nok, hvordan Ryanair sidste sommer nægtede at indgå danske aftaler om løn og arbejdsvilkår for de ansatte på flyselskabets baser i København og Billund. Armlægningen med den danske fagbevægelse endte med, at Ryanair opgav at have baser i Danmark. Men de flyver stadig til og fra vores lufthavne og rundt i resten af Europa, og deres ansatte arbejder stadig under ekstremt ringe vilkår til en meget lav løn.

 

Vi har også set, hvordan chauffører fra Bulgarien og Rumænien lever under usle vilkår på de danske rastepladser. Mange af jer har sikkert oplevet det ved selvsyn på ture rundt på de danske landeveje. Chaufførerne kører for danske virksomheder i Danmark men til østeuropæiske lønninger.

 

Begge dele er eksempler på social dumping. Og det er hjerteblod for Socialdemokratiet at stoppe social dumping både i Danmark og resten af Europa.

 

Da Socialdemokratiet var i regering sidst, lykkedes det at komme en del af vejen her i Danmark, da vi skærpede indsatsen mod social dumping og øgede kontrollen med udenlandske lastbiler. Men højere bøder og mere kontrol i Danmark kan ikke løse alle problemerne. Problemerne skal løses ved skrappere regler i EU og en fælles indsats mod social dumping.

 

Derfor bakker Socialdemokratiet op om initiativet Fair Transport Europe, som Flyvebranchens Personale Union, HK, Dansk Metal, 3F og 230 andre danske og europæiske fagforeninger har sat i søen via en fælles indsamling af underskrifter i hele Europa.

 

Fair Transport Europe består af 7 konkrete forslag til strammere regler og mere kontrol mod fusk og misbrug af ansatte på tværs af grænser. Det er et forsøg på at forpligte EU til at bekæmpe social dumping langt mere aktivt.

 

Underskriftsindsamlingen slutter på torsdag den 15. september. Derfor håber vi, at du vil støtte med din underskrift i dag.

 

TRYK HER OG STØT KAMPEN MOD SOCIAL DUMPING

 

Vi har allerede skrevet under. Og vi håber, at du og andre socialdemokrater vil støtte chaufførernes, kabinepersonalets, havnearbejdernes, jernbane-ansattes og søfolkenes fælles kamp for ordnede forhold og nye EU-regler, der kan sætte en stopper for unfair konkurrence og social dumping i transportsektoren.

 

 

Venlig hilsen
 
Ole Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet
Mattias Tesfaye, ordfører for social dumping for Socialdemokratiet i Folketinget