3. november 2016

Socialpolitikken spejler vores samfund

Kronik For Socialdemokratiet er det hjerteblod at sikre en samfundsudvikling med de nødvendige sociale skridt.

Der er nok ikke et enkelt politik-område der fortæller mere om et samfund og dets borgere end den førte socialpolititik. Hvor langt er man villig til at strække sig for andre mennesker. Hvor vidtgående er solidariteten og interessen for andre mennesker. Engang var det relativt simpelt. Socialpolitik var et spørgsmål om at fordele samfundets økonomiske ressourcer på en mere retfærdig måde. At tage opgøret med de fornedrende almisser. Sikre ordentlige boligforhold. Så enkelt er det ikke mere. Men socialpolitikken er stadig et spejl på vores samfund. Det vender jeg tilbage til. Først en temperatur på de sociale forhold. Danmark er internationalt set et af de mest lige og velstående samfund. Og de store sociale skel vi ser i stort set resten af verden er ikke længere et vilkår i vores samfund. Alligevel er der fortsat sociale problemer. Og nye bliver skabt i de her år.

 

Jeg mener grundlæggende vi kan tale om tre større problemer. For det første gruppen af udsatte børnefamilier. Familierne har ofte det til fælles, at far eller mor ikke er i arbejde, måske har et misbrug, måske en psykisk lidelse, få økonomiske ressourcer og ofte mangler i forældreevnen. Familierne bor særligt i udsatte boligområder, og bor i alle egne af landet. Og der er desværre i dag en risiko for, at børnene tager familiens sociale problemer med sig videre i deres eget liv. Det være, de har svært ved at begå sig i skolen – både fagligt og socialt. Og flere ender uden et arbejde og på passiv forsørgelse. Det andet problem er de meget marginaliserede grupper. Misbrugere, kvinder i prostitution og hjemløse. Lige nu bliver flere unge hjemløse. Desværre. For det tredje de problemer der knytter sig en stor indvandring til Danmark. Etniske minoriteter er overrepræsenterede i de forkerte statistikker. Både kriminalitet og tilknytning til arbejdsmarkedet. Ligesom de fylder meget på kvindekrisecentre, i udsatte boligområder og på gaden i storbyerne.

 

Der er fem principper for den socialdemokratiske socialpolitik. For det første at den baserer sig på et egentligt ønske om at skabe lighed og aktivt modvirke de ulighedstendenser der genererer de fleste sociale problemer. Vi har bevist det: Et mere lige samfund er også et rigere samfund.

For det andet at det er strukturelle forbedringer der for alvor kan flytte mennesker og samfund. Socialpolitik, velfærdspolitik og fordelingspolitik hænger uløseligt sammen. Og det er i skolerne, i boligområderne og på arbejdsmarkedet vi for alvor kan skabe resultater. Julehjælp og symptombehandling må aldrig stå alene. For det tredje en erkendelse af at de fleste mennesker med store sociale problemer ofte selv er resultatet af ofre for en dårlig opvækst.

 

Vi ved at mennesker desværre ikke møder livet med de samme gode forudsætninger. Den grundlæggende ulighed er fortsat den værste i Danmark. Og det er et stort problem for vores ellers stærke samfundsmodel at vi endnu ikke evner at skabe reelt samme muligheder for alle. For det fjerde at man ikke et helt liv kan forsvare sine handlinger med sin historie.

Ethvert menneske har grundlæggende et ansvar. Især for sit eget liv. Også for at ændre historiens gang. For det femte at vi aldrig giver op. Der er nogle mennesker der snubler flere gange end de fleste. Vi vil et samfund, hvor der bliver ved med at være en fremstrakt hånd. Og hvor mulighederne for at blive resocialiseret eller afvænnet ikke stopper.

Tålmodighed og omsorg er og bliver en nødvendighed når man arbejder med mennesker på kanten af vores samfund.

 

Børn er og bliver det vigtigste fokus i socialpolitikken. Ulige vilkår og betingelser i opvæksten er den værste uretfærdighed der findes. Og samfundet skal på den ene side kompensere for den ulighed ved at skabe de bedste betingelser for at det enkelte barn kan blive mønsterbryder. Men endnu vigtigere skal målet jo være at bryde mønstret. Det vil sige at kæmpe imod den ulighed der skaber de sociale problemer. 40 % af de unge på kontanthjælp har en mor eller en far der enten er eller har været på kontanthjælp. Så galt står det faktisk til.

 

Flere yngre debattører har i den senere tid givet meget ærlige vidnesbyrd fra de udsatte boligområder i Danmark. Og uagtet at deres politiske sigte har været forskelligt - eller i hvert fald er blevet brugt forskelligt - så fortæller de alle den samme historie. Om boligområder, hvor de almindelige gældende regler og normer sættes ud af kraft. Hvor kriminalitet, overgreb og vold bliver almindeligt. Og hvor samfundet svigter. Alvorligt. Meget. Både ved at se igennem fingre med forældres svigt. Men også ved ikke at sikre et ordentligt skoletilbud. Den sociale mobilitet, der er så afgørende, afhænger derfor af vores evne til at give udsatte børn en ordentlig skolegang og efterfølgende uddannelse.

 

Vuggestuen og børnehaven er en uhyre vigtig ramme for mange børns hverdag. Vi skal målrettet bruge både vuggestuen og børnehaven til at understøtte, at alle børn har gode forudsætninger for at starte i skole. Vi kommer her ikke udenom at antallet af voksne i dagtilbud har en betydning for kvaliteten af indsatsen. Og den grundlæggende velfærdsøkonomi i kommunerne er derfor vigtig når vi taler socialpolitik. Jeg er i den forbindelse bekymret over regeringens forslag til 2025-plan, hvori det demografiske træk ikke finansieres. Det vil jo langsomt år for år udhule budgetterne og medføre besparelser. Der skal være råd til den pædagogiske kerneopgave. Det gælder også på skoleområdet. Og i øvrigt også hvad angår ungdomsuddannelserne, hvor der desværre er en sammenhæng mellem frafald og social baggrund. Derfor bør vi satse på en forstærket pædagogisk indsats på eksempelvis erhvervsuddannelserne.

 

Hvorfor dette store fokus på uddannelse vil nogen sikkert tænke. Ganske enkelt fordi det at dygtiggøre sig og få flere kompetencer er forudsætningen for om man kan klare sig selv i fremtiden. Og fordi uddannelse giver en god tilknytning til arbejdsmarkedet. Her kommer vi til noget, hvor jeg ved uenighederne er størst når vi taler socialpolitik.

 

Jeg tror grundlæggende på det er vigtigt at have et arbejde. Og mine mange år som både socialpolitiker og beskæftigelsesminister har vist mig at næsten alle mennesker faktisk kan have et arbejde. Nogle af de mest rørende oplevelser jeg har haft er i mødet med mennesker som har været opgivet. Det har ofte gjort dem ensomme og efterladt dem med en hverdag uden et arbejdsfællesskab. Men med den rette indsats er de nu skattede kollegaer på en arbejdsplads. Nogle er der få timer. Andre fuld tid. Ofte ryster de selv på hovedet over deres tidligere manglende tro på egne evner. Mange vil indvende at jeg ikke må reducere mennesket til at være et nyttedyr. Men er det ikke netop i det forpligtende møde med andre mennesker at vi vokser og kan udleve egne drømme og ambitioner?

 

Jeg tror faktisk på det gode i at mennesker gør nytte. At det ikke er ligegyldigt om vi kommer til arbejdspladsen mandag morgen eller ej. At der er en produktion eller et fællesskab, som er afhængig af præcis dig. Når bare vi husker, at der er nogle, der har behov for meget omsorg og særlige rammer for at kunne være på en arbejdsplads. Det er jo det vi ser blandt andet hos nogle af de socialøkonomiske virksomheder. Eller hos det grønne team, som jeg netop selv har besøgt på Gl. Estrup herregårdsmuseum. Her arbejder mennesker, som tidligere ville være lukket inde på et beskyttet værksted. Eller endnu værre på en hospitalsgang. Nu passer de på en af Danmarks kulturskatte. Og er dygtige medarbejdere. Ambitionen om, at alle skal være en del af vores arbejdsfællesskab ændrer naturligvis ikke på, at der desværre er mange mennesker, der gerne vil arbejde, men som nu er for syge. Og som selvfølgelig har krav på vores alles respekt og hjælp.

 

Da jeg var beskæftigelsesminister gennemførte jeg en række reformer med det formål at bringe flere tættere på arbejdsmarkedet. Jeg mener fortsat det er den rigtige retning. Men det siger sig selv at rammerne for den rehabiliterende indsats skal være tilstede. Er den ikke det kan resultatet være både nedværdigende og perspektivløst. Derfor bør reformerne grundigt evalueres og er der noget der ikke fungerer, så skal det laves om. Tanken med ressourceforløbene var at give nogle af vores udsatte borgere den tværfaglige og rehabiliterende indsats der er så nødvendig, hvis de problemer der omgiver det enkelte menneske er flere på en gang. Tanken var ikke, at man skal sendes i arbejdsprøvning hvis man er sengeliggende.

 

Også for børnene er forældrenes tilknytning til arbejdsmarkedet vigtigt. Alle har behov for rollemodeller. Og vi kommer ikke udenom at normer og socialpolitik også hænger sammen. Og lige så vigtigt det er at vi aldrig – aldrig – nedgør mennesker ramt af arbejdsløshed. Lige så vigtigt er det at turde stille krav. Og forvente noget af hinanden. Når vi tilrettelægger socialpolitikken er det meget godt at tage udgangspunkt i sig selv. Spørg dig selv; vil du have lyst til et liv, hvor ingen forventer noget af dig. Nej, vel? Vi har begået en kæmpe socialpolitisk fejlslutning ved at lade så mange ikkevestlige flygtninge- og indvandrere leve af overførsler i stedet for beskæftigelse. De sociale problemer forbundet med det er massive. Derfor er det helt nødvendigt at sadle om. Det handler om at stille krav om en aktiv indsats og samtidig sikre at der ikke kommer flere hertil end vi evner at integrere. Ellers vil de sociale problemer kun blive større.

 

For de mest udsatte børn bliver vi ydermere nødt til hele tiden at forholde os til anbringelsesområdet. Vi anbringer børn uden for hjemmet når skaden er sket. Vi skal i stedet sætte mere ind når problemerne omkring familierne viser sig. Det er ikke nemt, men vi må søge nye veje til at rejse flere midler til den forebyggende indsats. Mange familier kan med den rette hjælp komme helt eller delvist på fode. Men det kræver en sammenhængende og intens indsats fra start. Vores store udfordring på socialområdet er vores manglende evne til at få alle aktører og instanser til at arbejde sammen fra start. Med de fornødne ressourcer.

 

Jeg lover ikke at vi kan ændre det fra den ene dag til den anden. Men vi vil i gang med det. Med inspiration fra den fingrene-væk reform vi har varslet for den offentlige sektor. Hvor der skal frigøres flere ressourcer til det direkte arbejde med børn og deres forældre både hos pædagoger, lærere og socialrådgivere. Papirarbejdet og den i mine øjne kunstige opsplitning af indsatserne i den kommunale forvaltning har flyttet penge og energi fra de udsatte grupper til papirarbejde.

 

Det måske allervigtigste for om vi kan løse sociale problemer er relationer. Mange udsatte børn er tidligt skadede og har mangelfulde relationer. Der skal opbygges nye og bedre relationer. Det kræver tid og tålmodighed. Selvom jeg egentlig er tilhænger af en professionel og faglig ramme omkring udsatte grupper, så tror jeg samtidig vi skal forstærke de seneste års tendens til stadig flere anbringelser i plejefamilier i stedet for på institutioner. Måske undtaget deciderede familie-anbringelser. Men når det gælder børn der anbringes så er der brug for kontinuitet, tryghed og nærhed. Det kan vi bedre skabe i en familieramme end på en institution, hvor der alt andet lige er mange flere forskellige voksne at forholde sig til. Tilknytning må være i fokus. Og så må vi sikre at plejefamilierne bliver bedre uddannede til at håndtere de særlige behov, anbragte børn har. Og at der medfølger en anden og bedre supervision end i dag.

 

Det såkaldte moderne kontanthjælpsloft som er indført af Venstre og Dansk Folkeparti er dybt bekymrende. Både når det handler om risikoen for at børnefamilier udsættes fra deres hjem og når det handler om risikoen for at udsatte familier ”eksporteres” fra hovedstadsområdet til landdistrikterne, som har deres at slås med i forvejen. Da vi sad i regering sidst lykkedes det os sammen med de Radikale, SF og Enhedslisten at nedbringe antallet af foged-udsættelser ganske betydeligt. Det var en stor sejr. Alt det sættes måske over styr nu. Vi vil gøre vores bedste for at sikre en bedre økonomi omkring de berørte familier.

 

For nogle grupper er et fast tilhørsforhold til en bolig allerede en saga blot. Meget tyder på at problemerne med hjemløse er stigende og også andre udsatte grupper har brug for vores opmærksomhed. For de allermest udsatte grupper som blandt andet ses på i det københavnske misbrugsmiljø omkring Vesterbro skal vi arbejde socialpolitisk netop der, hvor de pågældende mennesker er. Sundhedsrum – eller fixerum – kan i hverdag hverdagen være forskellen på liv og død. At bibringe værdighed i en ellers uværdig livssituation viser vores samlede evne til at være rummelige og ville andre mennesker.

 

Personligt er jeg utrolig glad for at vi i vores regeringstid fik indført lægeordineret heroin til de mest udsatte misbrugere. Ikke fordi jeg ikke ønsker at flere skal afvænnes. Men fordi jeg ved vejen derhen kan være lang. Og indtil da, så vil jeg hellere have at misbrugerne kan indtage deres stoffer under kontrollerede forhold end med en blottet lysken i en trappeopgang. Vi vil gerne se om vi kan gå videre af det spor. Det være sig med frit lejde for eksempelvis kvinder der ønsker at komme ud af prostitution, sundhedsfaglig bistand i forbindelse med misbrug og en ny handlingsplan for at imødegå de stigende problemer med hjemløshed.

 

Socialpolitikken er et spejl på vores samfund. I spejlet ser vi en masse godt. Og flere sejre end nederlag. Men vi ser også noget andet. En fejlslagen integration med massive sociale problemer som konsekvens, enlige mødre med børn der ikke længere kan være sikker på at have en bolig, bristede forventninger og en snigende kedelig tendens til at det ”jo bare er din egen skyld”. I Socialdemokratiet tror vi imidlertid fuldt og fast på at vores solidaritet kan strække længere. At vi skal styrke vores samfundsmodel, som har skabt en høj grad af lighed og gjort os til et rigt og godt samfund. Det er derfor vi siger: Stol på Danmark. Det er hjerteblod for os at sikre en samfundsudvikling med de nødvendige næste sociale skridt. Ikke mindst for børnene. Det vil vi gerne sætte os i spidsen for.