7. september 2015

Irak-kommissionen bør genåbnes

En så vigtig beslutning, som det er at drage i krig, skal undersøges.

Særligt når der bliver sået tvivl om grundlaget for den. Derfor er det forkert, at regeringen har lukket Irak-kommissionen.

 

I et demokrati er det afgørende, at Folketinget og befolkningen kan holde regeringen ansvarlig. Uanset partifarve. Det kræver, at en regering skal være klar til at undersøge sig selv. Også selvom det er politisk ubekvemt.   

 

Mit synspunkt er derfor klokkeklart: Regeringen bør genåbne Irak-kommissionen.  

 

Vi oprettede kommissionen, da vi overtog regeringsmagten i 2011. Vi var og er overbeviste om, at en så vigtig beslutning, som det er at drage i krig, skal undersøges. Særligt når der bliver sået tvivl om grundlaget for den. Og når ofrene og konsekvenserne har været så mange. 

 

Regeringen valgte som noget af det første, da den trådte til i juni, at nedlægge Irak-kommissionen. Det var en fejltagelse. Beslutningen skaber lukkethed, hvor der er brug for åbenhed. For vi har som demokratisk samfund brug for at kunne lære af et af de mest skelsættende sikkerhedspolitiske forløb i nyere tid. 

 

Regeringen har oven i købet de seneste par måneder udtalt sig vidt forskelligt om årsagen til, at Danmark i sin tid valgte at gå ind i krigen. Skal vi stole på forsvarsministeren eller statsministeren?

 

Det understreger behovet for at kaste lys over sagen. Danskerne fortjener at kende det beslutningsgrundlag, som fik den daværende regering til at drage i krig.